Alle ejere af et stykke lækkert uldtøj kender kun alt for godt til frygten for, at yndlingssweateren eller -tæppet en dag kommer ud af vaskemaskinen i ministørrelse. Selv den mest forsigtige oplever desværre før eller siden, at deres uld krymper - men med de rette forholdsregler kan man faktisk mindske risikoen betydeligt.
Læs med nedenfor, hvor du kan blive klogere på, hvorfor uldtøj krymper i vask, hvordan du kan forebygge det, og hvad du skal gøre for at redde dit tøj, hvis uheldet alligevel er ude.
Når du vil undgå, at dit uld krymper, er det vigtigt først at sætte dig ind i, hvorfor det sker. Med vaskemaskinens mekaniske bevægelser og tilstedeværelsen af varme og vand er tøjet i højrisiko for krympeulykker i dette miljø - først og fremmest fordi, at varmen i vaskeprocessen får de skæld, som uldfibre består af, til at binde sig tættere sammen end før, de blev udsat for den. Det kan bestemt også gøre en forskel, hvordan uldtøjet er konstrueret: Mere luftigt tøj som f.eks. tykke sweatre og huer, der ikke er snoet for hårdt og er spundet sammen af korte fibre, krymper oftere end det mere tætspundne uld, der ofte bruges i sjaler og fine cashmere-tørklæder.
Den bedste kur er som bekendt forebyggelse, og det gælder sandelig også for krympet uld. Du kan med fordel begynde med dit vaskemiddel: Smider du bare ulden i vasken med alt dit andet tøj i samme farve? Så vasker du sandsynligvis uldtøjet i enzymer, da de fleste moderne vaskemidler indeholder dette. De går ind i tøjet og nedbryder proteiner, hvilket gør dem fremragende til at komme stædige madpletter til livs - og farlige for uld, da dette tekstil netop består af proteinfibre. For at undgå, at dit vaskemiddel nedbryder tøjets molekyler, bør du derfor altid vaske det separat og med et vaskemiddel lavet specifikt til uld. Derudover bør du maks. vaske det ved 30 grader, og har din vaskemaskine et uldprogram, vil det klart være en fordel at benytte dette. Endelig bør du også begrænse hvor ofte, du vasker dit uldtøj, da der ofte slet ikke er brug for det - i mange tilfælde vil en god luftning udendørs i kold luft være nok.
Du har gjort dit bedste for at tage alle de forholdsregler, vi lige har nævnt, og alligevel er yndlingstrøjen krympet efter en tur i vaskemaskinen. Hvad gør du så, nu hvor skaden er sket? Man kan nemt blive pessimistisk, når man ser på den absurd lille miniatureversion, tøjet er blevet til - men det er faktisk muligt at bløde stoffet op igen og strække det tilbage til noget, der minder om normalstørrelse.
For at gøre dette, skal du bruge en balje fyldt med lunkent vand, balsam eller babyshampoo og to håndklæder.
Processen kan evt. gentages, hvis tøjet ikke helt har genvundet sin tidligere størrelse efter første omgang.